Familieterapi – Teenager og spejlet

”Jeg kan ikke få kontakt til min dreng han vil ikke høre efter, han er altid sur og svarer mig grimt, jeg kan snart ikke mere, jeg tror han skal i terapi.”

Hvorfor er det at moren ovenfor ikke kan få kontakt til sin teenagersøn?

Moren opdager, at hun måske er kommet til at overvælde sin søn med alt for mange spørgsmål, at hun overvælder ham med sin følelse af bekymring for, om han nu også er en god dreng. Da vi udfolder historien med mor og søn, må moren indrømme, at det er svært og rigtig sorgfuldt at hendes søn faktisk er på vej væk fra ”reden.” De har altid haft et tæt bånd og det savner moren. Sønnen forklare at han føler sig kvalt i det gamle bånd og at det føles som om, at han ikke må blive en stor dreng eller at mor stoler på at han kan selv. Det er meget sårbart for dem begge, for de holder rigtig meget af hinanden og er meget tæt knyttet.

De er begge enige om at finde en ny og rarere måde at være i mor/søn relationen sammen på. Det giver sønnen plads til at udvikle sig med sine jævnaldrende, og ikke føle, at han skal stå til ansvar for, eller kommer til at svigte sin mor.

Grimt sprog og vred kommunikation var hans bedste forsvar og måde at sige til sin mor ”Lad mig nu lige være, tro på mig - jeg kan selv” og når det ikke kom igennem og mor forstod hans vrede, var det bedste forsvar at blive væk. En sund reaktion på, at han ikke følte, der var plads til at være teenager.

Teenagerens udvikling er naturligt rettet mod at danne relation til sine jævnaldrende. De har ikke længere brug for os i samme grad sådan rent praktisk. De er i en udvikling der gør, at de forhåbentligt er trygge og nysgerrige nok til at forlade os og trygge nok til at søge os, når de får brug for omsorg og støtte.

Kunsten for os forældre er at give lidt slip og acceptere, at de helt naturligt har brug for at gøre deres egne relationelle erfaringer.

Teenageren har brug for, at vi rummer deres adfærd, som kan være emotionelt udfordrende. De har brug for, at de får lov til at være i deres stærke følelser og brug for, at vi er tilgængelige, når de igen har brug for os. Det kan være en prøvelse, fordi de kan være både fjerne, have brug for at trække sig væk og brug for at være som de er, uden at vi gør dem forkerte.

De kommer til at opleve alle slags følelser, at være forvirrede, usikre og bange. Det er her vi voksne kan komme lidt på arbejde, når de viser sider, som vi af en eller anden grund, kan have svært ved at rumme eller forstå hos dem. Hvis vi er modige, kan vi være ærlige og spørge os selv, om de i virkeligheden spejler sider af os selv, som vi enten ikke kender eller har lært at rumme i os selv.

Vi voksne må være parate og træne os selv i at være ret fleksible og nysgerrige i forhold til at møde de følelser, som teenageren udviser og tumler med.

Måske kan det være hjælpsomt at lave et ugentligt  ”tjek ind” møder med din teenager, for at vise at du er der og at du gerne vil være den bedste støtte og hjælp du kan være.

Du kan stille spørgsmål som:

• Hvordan bliver jeg den bedste mor/far for dig nu hvor du er teenager?

• Hvordan vil du gerne have, jeg siger det til dig, hvis der er mange pligter du glemmer, eller andet som du jo let glemmer?

• Hvornår synes du jeg er max pinlig?

• Hvordan oplever du at være søn/datter i familien? Er der noget der kan være svært?

• Når du bliver gal/vred irriteret, hvad er så det bedste jeg kan gøre?

• Når du trækker dig og har brug for at være dig selv er det fordi…?

• Hvad har du brug for fra mig, når…..?

• Hvilke aftaler har vi brug for at lave?