Familieterapi – Teenager og sengetider

Hvordan tager vi hul på de svære snakke med vores teenager?

En mor fortæller, at hendes datter er ustyrlig og at hun ikke overholder sengetider. I weekenderne gør hun helt, hvad der passer hende. Mor har svært ved at sove, fordi hun aldrig ved, hvornår hendes datter kommer hjem og det gør at hun spekulerer. Mor synes også, det er super vigtigt, at hendes datter får ordentlig søvn, hun er kun 16 år.

Deres dialog er ofte præget af skænderier, hvor mor skruer op og bliver skrap og hvor de ofte ender med at råbe ting til hinanden, som får dem til at blive rigtig kede af det, og som fjerner dem fra hinanden.

Mor: Jeg vil ikke have, at du kommer så sent i seng på hverdage, jeg vil ikke have at du er ude så sent. Jeg kan bare ikke lide, at jeg ikke ved, hvor du er og hvem du er sammen med.

Datter: Jeg synes ikke det er rimeligt, at jeg skal være så tidligt hjemme, når mine venner må være ude til kl 11 på hverdage og når de har lyst i weekenden. Hvorfor må jeg ikke det?

Mor: Du er kun 16 år og det er bare ikke i orden, når du skal op i skole. Jeg er bange for, at der sker der noget, når jeg ikke ved, hvor du er eller hvem du er sammen med.

I familieterapien med mor og datter vil jeg eksempelvis foreslå mor at anerkende og validere de gode grunde til, at hendes datter ikke har lyst til at lytte efter og gør modstand ved at bryde aftalerne for, hvornår hun skal være hjemme.

Terapeut: Jeg vil opfordre jer til at være nysgerrige. Mor; hvis vi starter hos dig. Hvad er det der gør, at din datter ikke lytter til dig, hvad er det mon der kan forhindre dig i at høre hvad din datter siger?

Mor: Jeg synes jeg lytter …. Men jeg er nok på forhånd bange for, at jeg ikke kan stole på hende….for det er sket så tit…

Terapeut: Aha, så du er bange for, at du ikke kan stole på hende. Mærk lige et øjeblik, at du er bange for, om du kan stole på hende….og at du derfor måske forsøger at skrue op for skrapheden, for at hun skal lytte til dig.. er det sådan?

Mor: ja jeg er virkelig bange for at der skal ske noget….

Terapeut: Ja selvfølgelig, din datter er det dyrebareste, så det giver så god mening, at du kan være bekymret og lande et sted hvor du skruer op for skrapheden i håb om at få hende til at lytte til dig. Det er dit bedste forsøg på at få hende til at ”lystre.” 

Mor: Ja, åh jeg kan godt se, det ikke er vejen at gå….(mor får en tåre i øjenkrogen)

Terapeut: Ja, du ved det godt. Kunne du lige vende dig mod din datter og dele det, at grunden til at du bliver skrap er i virkeligheden, fordi du har brug for, at hun lytter, og at du skruer op for skrapheden er fordi du får en fornemmelse af du ikke kan trænge igennem og blive lyttet til?

Og du datter; du reagere på, at mor kun siger, hvad du ikke må, fordi hun er bange for at der skal ske dig noget. Jeg kunne forestille mig, at det vækker din frustration, fordi du ikke føler dig stolet på? (datteren nikker stille)

Mor: (til datteren) Jeg er ked af at jeg bliver så skrap, det har jeg egentlig slet ikke lyst til. Jeg kan godt se, at det ikke er måden at bede dig om at komme hjem, når vi aftaler det. Det hjælper jo ikke, at jeg skælder ud. Du har jo brug for at jeg stoler på dig.

Terapeut: Og hvordan er det at dele det på den her måde lige nu?

Mor: det er rart….roligt (datteren smiler og sænker skuldrene)

Terapeut: Hvordan er det lige at få en fornemmelse af, hvordan din datter høre dine forsøg på at passe på hende…

Her var et lille mikroeksempel på, hvordan det terapeutiske arbejde med kommunikationen kunne være, når det bliver svært i familien. Det handler om at få fat i de beskeder, vi ikke får fat i, når vi er taget af vores følelser. Følelser som får os til at styre vores reaktioner og handlinger.